Røde Kors Roskilde har fået ny aktivitet
På to hjul for udsatte børn
Efter stor succes i Jylland er Røde Kors MC’erne nu kommet til Sjælland. Hos Røde Kors Roskilde vil frivillige motorcyklister skabe mindeværdige oplevelser for udsatte børn. Lørdag blev aktiviteten officielt skudt i gang på Stændertorvet i Roskilde, hvor borgmester Tomas Breddam lagde vejen forbi og hilste på de frivillige.
Røde Kors MC’erne har gennem flere år været en succes i Jylland. Nu er efterspørgslen vokset så meget, at Røde Kors har etableret en sjællandsk afdeling med base i Roskilde.
“Vi er stolte over, at Røde Kors Roskilde har fået ansvaret for at drive Røde Kors MC’erne på Sjælland. Det er en aktivitet, der passer rigtig godt til Røde Kors, fordi den skaber fællesskab, tryghed og gode oplevelser for udsatte børn. Frivillighed kan se ud på mange måder – og her får motorcyklister med hjertet på rette sted mulighed for at gøre en helt konkret forskel,” siger Claus Bang Hansen, formand for Røde Kors Roskilde.
Tryghed og sikkerhed kommer først
Røde Kors MC’erne består af frivillige motorcyklister, som bruger deres fritid på at give udsatte børn en køretur på en motorcykel og et minde, de sent vil glemme. Aktiviteten kan blandt andet bookes af organisationer og foreninger, som arbejder med udsatte børn. Det kan fx være arrangementer på julemærkehjem, familiecamps og børneafdelinger på sygehuse.
Alle frivillige gennemgår sikkerhedsprocedurer, der indhentes børneattester, og både motorcykler og udstyr lever op til faste sikkerhedskrav. Børnene bliver klædt forsvarligt på, og turene foregår i rolige og trygge rammer.
Smil fra øre til øre
”Det største for os frivillige er at se børnenes reaktion efter en tur. Når et barn stiger af motorcyklen med et smil fra øre til øre, så giver det hele mening,” siger Morten Hvedsteen Steen, aktivitetsleder i Roskilde.
Han glæder sig over, at Røde Kors MC’erne i Roskilde er blevet taget så godt imod.
“Selv om kalenderen allerede er godt fyldt hen over sommeren, hører vi meget gerne fra organisationer og foreninger, der arbejder med udsatte børn. Vi glæder os til at køre ud her på Sjælland og skabe fede oplevelser for en masse børn,” siger han.

Borgmester Tomas Breddam besøgte Røde Kors MC’erne på Stændertorvet i Roskilde, hvor den nye Røde Kors-aktivitet havde officiel premiere til fokusdagen “Udsathed i bybilledet”. Røde Kors MC’erne har til formål at skabe gode og mindeværdige oplevelser for udsatte børn.
FAKTA
- Røde Kors MC’erne er en aktivitet under Røde Kors
- Røde Kors MC’erne i Roskilde tæller foreløbig 19 motorcykler – og sammen med den jyske afdeling omkring 75
- Aktiviteten skal skabe nogle gode oplevelser for udsatte børn på hele Sjælland
- De frivillige motorcyklister bruger deres egne motorcykler
- Alle frivillige og deres køretøjer skal leve op til særlige sikkerhedskrav og have børneattest
- Aktiviteten kan bookes af organisationer, foreninger og institutioner, der arbejder med udsatte børn
- Med den nye aktivitet driver Røde Kors Roskilde nu 16 aktiviteter, som blandt andet spænder over Besøgstjenesten, Vågetjenesten, Familienetværket, Mandefællesskaberne, Nørklerne, Patientstøtte, Samaritterne, Førstehjælp, Beredskabet og Røde Kors Butik Roskilde ved RO’s Torv.
Af: Stine Ramlyng
